Alzheimers sygdom

"Alzheimers sygdom er opkaldt efter den tyske neuropsykiater Alois Alzheimer (1864-1915), som i 1907 beskrev dels forløbet hos en yngre patient med sygdommen, dels de karakteristiske neuropatologiske ændringer. Alzheimers sygdom er ikke blot den hyppigste af de degenerative hjernesygdomme, som manifesterer sig med demens, men udgør over halvdelen af alle tilfælde heraf, så den er blevet selve prototypen på en demenssygdom. Det anslås, at ca. 4-5.000 danskere hvert år udvikler Alzheimers sygdom, og da overlevelsestiden er ca. 8 år i gennemsnit, er der ca. 30-40.000 danskere med sygdommen. Forekomsten stiger med stigende alder, og ca. 90% af patienterne er over 65 år ved debut.

De fleste tilfælde af Alzheimers sygdom optræder sporadisk, men genetiske faktorer spiller alligevel en betydelig rolle. I enkelte tilfælde med tidlig debut er der autosomal dominant arvegang. Der er fundet tre forskellige mutationer (på kromosom 1, 14 og 21), men de forklarer kun ca. 1% af alle sygdomstilfælde. Der er forøget risiko for sygdommen ved E4-varianten af apoliprotein E-genet på kromosom 19, men selv om denne genvariant er involveret i henved halvdelen af tilfældene, er den hverken nødvendig eller tilstrækkelig for udvikling af Alzheimers sygdom og bruges ikke diagnostisk.

Neuropatologi: De klassiske kendetegn er neurofibrillære tangler og neuritiske eller senile plak. Herudover ses tab af neuroner, ændringer i blodkarrenes vægge, nedsat koncentration af neurotransmittere og atrofi. Den relative betydning af de to primære neuropatologiske forandringer er uafklaret. Forekomsten af tangler svarer i mængde og lokalisation til demensens sværhedsgrad og fremtrædelsesform. Til gengæld har de kendte mutationer en tættere sammenhæng med dannelsen af plak, som derfor antages at have større patogenetisk betydning.

Forløb: Næsten alle tilfælde af Alzheimers sygdom starter med en fase, hvor tab af episodisk hukommelse optræder isoleret. Dette svarer til den tidligste forekomst af tangler i entorhinal kortex, hvor læsion isolerer hippocampus fra resten af kortex. Med MR-skanning er det vist, at den tidligste atrofi sker i dette område og i øvrige dele af den mediale temporallap. Diagnosen kan ikke stilles på hukommelsestab alene, men undersøgelser af ældre med isoleret amnesi uden kendt årsag har vist, at størstedelen udvikler Alzheimers sygdom i løbet af få år. Det videre forløb er karakteriseret af stadig progression, som efterhånden ødelægger al tankevirksomhed, mens motorik og sansefunktioner er velbevarede til sent i sygdommen. Blandt de tidlige symptomer er ud over amnesien defekter i semantisk hukommelse og visuospatiale forstyrrelser. Hos nogle optræder forstyrrelser i styringsfunktioner også relativt tidligt. Sproget er typisk velbevaret i de syntaktiske og fonologiske aspekter til sent i forløbet, men ofte påfaldende indholdstomt på grund af de semantiske defekter. Nogle patienter med Alzheimers sygdom har i tidlige stadier en vis grad af sygdomsindsigt, men denne tabes typisk (anosognosi), og hos andre er der anosognosi fra starten. Overvejende i sygdommens midterfaser optræder hos mange patienter psykiatriske symptomer, herunder vrangforestillinger, hallucinationer, agitation og aggression, således at pårørendebyrden bliver stor. Plejehjemsanbringelse er almindelig sent i forløbet, hvor patieten er meget plejekrævende.

Differentialdiagnose: Overvejende de andre relativt hyppige demenssygdomme (frontotemporal demens, Lewy body demens, og vaskulær demens). Der er væsentlig overlapning i symptomer, således at patienter med disse sygdomme ofte opfylder de formelle diagnostiske krav til Alzheimers sygdom. Depressive symptomer er hyppige især i begyndelsesfaserne ved Alzheimers sygdom, og da depression samtidig ofte inkluderer kognitive defekter, kan det være vanskeligt at skelne mellem de to. Differentialdiagnosen er væsentlig, da behandling og prognose er meget forskellig.

Behandling: Der findes ingen helbredende eller forebyggende behandling. Acetylkolinesterase-hæmmere, som øger mængden af acetylkolin i kortex ved at nedsætte dens nedbrydning, virker hos mange patienter med Alzheimers sygdom ved at nedsætte eller standse progressionen af de kognitive symptomer i en periode, som i gennemsnit andrager ½-1 år. Selv om denne behandlingseffekt kun er symptomatisk og kan synes beskeden, har den betydet meget for den overordnede indstilling til og opfattelse af sygdommen. Pædagogiske og sociale tiltag kan være væsentlige for både den syge og de pårørende, ligesom aflastning af den nærmeste pårørende kan være af afgørende betydning.

Der findes specialiserede hukommelsesklinikker til diagnostik og behandling af Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme, som på grund af deres store hyppighed og konsekvenser dog også involverer mange andre instanser i sundhedsvæsenet. Neuropsykologisk undersøgelse indgår ofte i udredningen, og andre faggrupper udnytter i dag principper og dele af neuropsykologisk undersøgelse i vurderingen af Alzheimers sygdom.

Litteratur:

Morris, R.G. & Becker, J. (Eds.).(2004). Cognitive neuropsychology of Alzheimer’s disease (2nd. Ed.). Oxford: Oxford University Press.

Vogel, A. & Stokholm, J. (2009). Demens - Alzheimers sygdom, Lewy body demens og frontotemporal demens. I A. Gade, C. Gerlach, R. Starrfelt, & P.M. Pedersen (red.) Klinisk neuropsykologi. København: Frydenlund."

Gads Psykologileksikon, 3. udgave, 2010. Gengivet med tilladelse fra Gads Forlag og hovedredaktør Jens Bjerg. Forfattet af neuropsykolog Anders Gade.

/Neuropsykologerne, Neurokirurgisk Klinik, RH

--Sine Munk 14. mar 2013, 13:31 (UTC)