Neuropsykologisk undersøgelse

Fra NeuroWiki

Skift til: Navigation, Søgning

"Undersøgelse af psykologiske variable hos patienter med hjerneskade til brug for diagnostik, forskning eller vurdering af hjerneskadens konsekvenser for uddannelse, erhverv eller genoptræning. Omfatter typisk - ud over observation og anamneseoptagelse - opgaver eller prøver til måling af hukommelse, perception, sprog, tænkning og andre former for kognitive og emotionelle funktioner. Disse prøver har en vis lighed med prøver for intelligens, men omfatter langt flere funktioner. Historisk kan man skelne mellem tre hovedtraditioner, som alle har bidraget til undersøgelsen, som den eksisterer i moderne neuropsykologi.

Den første tradition kan betegnes som adfærdsneurologisk. Den er ældre end de to andre og er udviklet af neurologer snarere end psykologer. Den er europæisk i sin oprindelse, med rødder i fransk, engelsk og især tysk neurologi fra sidste halvdel af 1800-tallet og frem. Denne neurologiske oprindelse ses klarest i traditionens brug af afgrænsede funktionelle abnormiteter (‘tegn’) og deres forhold til neuropsykologiske (klassisk neurologiske) syndromer og bestemte sygdomme. Et tegn er definitorisk dikotomt, til stede eller ikke til stede, og der er ikke noget kontinuum i adfærden mellem normalt og patologisk. Ved undersøgelse anvendes enkle opgaver, som skal afsløre tegnet, og som patienten enten klarer normalt eller abnormt. Begreber fra denne tradition indgår i høj grad i beskrivelsen af patienter og deres præstationer på tests, men som eneste undersøgelsesform er den nu sjældent anvendt og anses almindeligvis for at være et utilstrækkeligt og ofte ugyldigt grundlag for beskrivelsen af kognitive funktioner. En af grundene hertil er den dikotome form, som ikke kan tage hensyn til den betydelige normale varians. Alexander R. Luria, som var både psykolog og læge, er formentlig den mest kendte eksponent for denne tradition.

Den anden tradition er grundlæggende psykometrisk og udviklet især i USA, hvor den længe var forbundet med specielt den udformning, som den fik i Ward Halsteads og Ralph Reitans undersøgelsesprocedure. Deres og andre ‘testbatterier’ omfatter typisk et bredt udsnit af prøver, hvis rationale kan være empirisk eller teoretisk, og som er udformet med henblik på anvendelse til alle eller mange patienter. Der er typisk (men ikke altid) grundige normative studier som grundlag for tolkningen, som baseres på mønstret af resultater (den ‘kognitive profil’). En sådan fremgangsmåde har sin styrke dels i den erfaring, der opbygges ved anvendelse hos mange patientgrupper, dels i det normative grundlag. En hyppigt kritiseret ulempe er, at metoden er ufleksibel. Mange prøver stammer fra en periode forud for de erkendelser, der udgør den nuværende teoretiske forståelse, og ‘batteriformen’ gør fornyelse vanskelig. Prøverne er ikke nødvendigvis relevante for den enkelte patients symptomer, og tidsforbruget kan være stort i forhold til udbyttet. Eksempler er Halstead-Reitans neuropsykologiske testbatteri, Luria-Nebraska testbatteriet og den hyppige neuropsykologiske anvendelse af Wechslers skalaer. I Danmark refererer det såkaldte ‘S-81 batteri’ til et sæt af prøver, som i kraft af fælles standardisering (Mortensen & Gade, 1993) hyppigt anvendes sammen.

Den tredie tradition er nøjere knyttet til neuropsykologisk forskning og er især udviklet i britisk neuropsykologi, hvor empirisk beskrevne sammenhænge mellem tests og funktionelle deficits i mere afgrænsede problemstillinger typisk efterfølgende er blevet udnyttet klinisk. Der har i denne tradition også været en tættere sammenhæng mellem eksperimentel kognitiv psykologi og neuropsykologi som fx eksemplificeret i Elisabeth Warringtons arbejde (McCarthy & Warrington, 1990). Der er også i denne tradition stor vægt på psykometrisk standardisering, men prøverne kombineres fleksibelt i afprøvning af hypoteser om den enkelte patients vanskeligheder fx baseret på læsionens lokalisation eller resultater fra et mindre ‘screeningsbatteri’. En sådan fleksibel metode kan være effektiv ved at fokusere på de relevante forhold med anvendelse af empirisk dokumenteret teoretisk gyldige mål, men stiller også større krav til klinikerens viden og ekspertise end de faste testbatterier for, at resultatet bliver validt.

Uanset tradition indebærer den neuropsykologiske undersøgelse en sammenligning af det aktuelle funktionsniveau med et tidligere niveau, som i praksis altid er ukendt. Dette forhold er en reel vanskelighed, da klinisk væsentlige ændringer kan være mindre end den normale varians på psykologiske variable. I normative data er der derfor som regel eller ideelt oplysninger om sammenhængen med de relevante demografiske variable (alder, uddannelse og i enkelte tilfælde køn). Endvidere findes der brugbare mål (Nelson & O'Connell, 1978) for den præmorbide begavelse, som ved mange variable har større prædiktionsværdi end de demografiske mål.

I de fleste kliniske neuropsykologers praksis er de tre undersøgelsestraditioner kombineret, så den mest passende form eller et mix anvendes efter problemstillingernes art og undersøgerens færdigheder. Det generelle mål er i alle tilfælde at skabe et grundlag for den psykologiske beskrivelse af patientens deficits og som regel også bevarede funktioner. Der har tidligere været fokus på læsionslokalisation, men dette formål er specielt ved fokale læsioner nu som regel irrelevant og har været det siden CT-skannings introduktion sidst i 1970'erne. Skift af fokus fra neuroanatomi til neuropsykologiske beskrivelser har været ledsaget af større vægt på konsekvenserne for rådgivning og behandling, omend den neuropsykologiske undersøgelse fortsat spiller en væsentlig rolle også i diagnostiske udredninger ved demens og mange andre neurologiske tilstande.


Kilder

  • Gads Psykologileksikon, 3. udgave, 2010. Gengivet med tilladelse fra Gads Forlag og hovedredaktør Jens Bjerg. Forfattet af neuropsykolog Anders Gade.
  • Jørgensen, K. & Hansen, K.R. (2009). Neuropsykologisk undersøgelsesmetode. I A. Gade, C. Gerlach, R. Starrfelt, & P.M. Pedersen (red.) Klinisk neuropsykologi. København: Frydenlund.
  • Lezak, M.D. (2004). Neuropsychological assessment. (4.Ed.). New York: Oxford University Press.
  • McCarthy, R.A., & Warrington, E.K. (1990). Cognitive neuropsychology: A clinical introduction. San Diego: Academic Press.
  • Mortensen, E.L., & Gade, A. (1993). On the relation between demographic variables and neuropsychological test performance. Scandinavian Journal of Psychology, 34, 305-317.
  • Nelson, H.E., & O'Connell, A. (1978). Dementia: the estimation of premorbid intelligence levels using the New Adult Reading Test. Cortex, 14, 234-244."

/Neuropsykologerne, Neurokirurgisk Klinik, RH --Sine Munk 4. mar 2013, 10:48 (UTC)

Personlige værktøjer
Navigation