Occipitallap

"Nakkelap. Den bagerste del af kortex, som fortil grænser op til parietallap og temporallap (se illustration ved parietallap). Som den eneste af de store kortikale lapper er den specialiseret til at behandle information fra kun én sansemodalitet, nemlig synet. I dybden af og umiddelbart omkring en stor langsgående fure på medialsiden, fissura calcarina, er den primære synskortex (synonymer: synsbark, striat kortex, V1, Brodmann område 17). Cellearkitektonisk danner den resterende del af occipitallappen to bælter omkring den primære synskortex: Område 18 (V2) og område 19 (V3, V3A, V4). Både anatomisk og funktionelt fortsætter synskortex ind i parietallap og temporallap.

I den primære synskortex er synsfelterne og deres projektion på retina topografisk repræsenteret (se repræsentationskort). Venstre og højre synsfelt er repræsenteret i de modsatte hemisfærer, og den øvre del af synsfelterne er repræsenteret i den nederste halvdel af fissura calcarina, mens den nedre del er repræsenteret i øverste halvdel af fissura calcarina og dermed synskortex. Den topografiske organisation hele vejen fra retina over geniculatum laterale i thalamus til primær synskortex (og - i lidt grovere form - også sekundær synskortex) gør, at læsioner i synsbanerne giver forudsigelige defekter i synsfelterne (se hemianopsi inklusive illustration). Som i andre dele af kortex er primær synskortex organiseret i søjler, som her koder for bl.a. øjedominans og orientering.

Område 18 (V2) uddrager nogle af de samme grundlæggende træk som V1, men er dertil også involveret i bl.a. konturer og adskillelse mellem figur og grund. I den videre bearbejdning af den visuelle information er der en tydeligere adskillelse mellem de enkelte komponenter, så fx form, farve og bevægelse analyseres parallelt i separate ‘moduler’ (Zeki, 1993). En hyppig hovedinddeling er i et ventralt og et dorsalt visuelt system (Ungerleider & Mishkin, 1982), ofte omtalt som ‘hvad’ og ‘hvor’ banerne. Den ventrale bane, som i occipitallapperne omfatter områder, hvis neuroner er specielt følsomme for bølgelængde (farve) eller form, fortsætter i temporallappens inferiore dele, som er specialiseret i objektgenkendelse. Den dorsale bane, som i højere grad er baseret på input fra perifere dele af synsfelterne, får også input, som går uden om primær visuel kortex (via colliculi superior og pulvinar i thalamus), og neuroner i moduler her er bl.a. specielt følsomme for bevægelse. Den dorsale bane fortsætter i den posteriore parietallap og danner grundlag for perception af bevægelse og genstandes lokalisation. Goodale og Milner (1992; Milner og Goodale, 1995) skelner har lagt mere vægt på en forskel i de to visuelle systemers output (perception vs. handling). Det ventrale ‘hvad’-system er i deres formulering specialiseret til den perceptuelle genkendelse af den visuelle omverden, mens det dorsale system i højere grad er et ‘hvordan’-system, som bruger den samme visuelle input til at organisere og styre visuomotorisk aktivitet.

Læsioner i occipitallapperne er ikke helt så hyppige som i andre hjerneregioner, bl.a. fordi blodforsyningen er fra posterior-arterien, som sjældnere rammes af blodprop end fx media-arterien. Ud over hemianopsi ses en række forstyrrelser i perception og visuel opmærksomhed, som afspejler dels om læsionen er i højre eller venstre hemisfære, dels om læsionen er placeret ventralt eller dorsalt. Ved bilaterale dorsale læsioner kan ses Balints syndrom, mens unilaterale skader dorsalt giver mindre forstyrrelser i den visuelle styring af bevægelser i det modsatte synsfelt og andre visuospatiale dysfunktioner. Ved venstresidige ventrale læsioner i occipitallappen og temporooccipitalt ses bl.a. aleksi uden agrafi. Prosopagnosi (ansigtsagnosi) og andre forstyrrelser i formperception og integrationen af visuelle elementer ses mest udtalt ved bilaterale læsioner med højresidig overvægt.

Bevidst syn er specielt knyttet til det ventrale system. Fænomenet blindsyn, som kan ses ved læsion i den primære synskortex, og som er karakteriseret af ubevidst synsfunktion i det blinde synsfelt, menes at hænge sammen med det input til det dorsale system, som kommer via pulvinar, altså uden om de primære synsbaner.

Litteratur:

Gerlach, C., & Marstrand, L. (2009). Visuelle perceptionsforstyrrelser og agnosi. I A. Gade, C. Gerlach, R. Starrfelt, & P.M. Pedersen (red.) Klinisk neuropsykologi. København: Frydenlund.

Goodale, M.A., & Milner, A.D. (1992). Separate visual pathways for perception and action. Trends in Neurosciences, 15, 20-25.

Milner, A.D., & Goodale, M.A. (1995). The visual brain in action. Oxford: Oxford University Press.

Ungerleider, L.G., & Mishkin, M. (1982). Two cortical visual systems. I D.J. Ingle, M.A. Goodale, & R.J.W. Mansfield (Eds.), Analysis of visual behavior. Cambridge,MA: MIT Press.

Zeki, S. (1993). A vision of the brain. Oxford: Blackwell."

Gads Psykologileksikon, 3. udgave, 2010. Gengivet med tilladelse fra Gads Forlag og hovedredaktør Jens Bjerg. Forfattet af neuropsykolog Anders Gade.

/Neuropsykologerne, Neurokirurgisk Klinik, RH

--Sine Munk 17. mar 2013, 13:26 (UTC)