Corpus Striatum
Indholdsfortegnelse
Introduktion
Corpus Striatum er det største kerneområde i cerebrum. På dansk kaldes Corpus Striatum for basal ganglierne. Basal ganglierne udgøres af Nucleus Lentiformis + Nucleus Caudatus. Nucleus Lentiformis udgøres af Glopus Pallidus og Putamen.
Nucleus Caudatus, Putamen og Globus Pallidum er såvel anatomisk som funktionelt tæt relateret. Deres funktion er primært relateret til stand og bevægelse. Globus Pallidus er den udviklingsmæssigt ældste del af basal ganglierne og refereres derfor til som paleostriatum eller pallidum, mens Putamen og Nucleus Caudatus udgør neostriatum eller blot striatum.
Pallidum
Læs mere om Globus Pallidus
Striatum
Putamen og nucleus cadatus mødes ved caput nucleus caudatus i tæt relation til undersiden af forhornet af ventrikelsystemet, lige lateralt for septum pellucidum. I mellem Corpus Nucleus Caudatus og nucleus lentiformis er capsula internas foreste ben beliggende, der således adskiller de to dele af striatum, pånær ved caput nucleus caudatus. Capsula internas bagerste ben adskiller nucleus lentoformis fra thalamus.
Putamen
Putamen, en del af basalganglierne, udgør den laterale del af Nucleus Lentiformis, hvor den mediale del udgøres af Globus Pallidus. Putamen og nucleus caudatus betragtes tilsammen som en struktur: Dorsal Striatum Tilsammen udgør Putamen, Globus pallidus og nucleus Caudatus: Corpus Striatum. Putamens væsentligste funktioner er regulering af motoriske bevægelser og forskellige typer af indlæring.
Læs mere om Putamen
Nucleus Accumbens
Den ventrale del af det område hvor caput nucleus caudatus og putamen mødes, benævnes nucleus accumbens. Nucleus accubens har forbindelser med det limbiske system. Nucleus accumbens kaldes også "The pleasure center" og menes at spille en vigtig rolle inden for funktioner som: belønning, glæde, latter, aggression, frygt og placebo effekt.
Læs mere om Nucleus Accumbens
Basal gangliernes funktion
Basal gangliernes funktion er at fremme adfærd og bevægelser der er relevante i en given kontekst, samt at hæmme irrelevante bevægelser. Når en bevægelse initieres fra den cerebrale cortex, sendes der signaler ikke blot via de corticospinale og corticobulbære baner, men også gennem corticostriate baner til neostriatum eller blot striatum (Putamen og Nucleus Caudatus). Disse glutaminerge efferente baner fra cortex har excitatorisk effekt på neuronerne i striatum.
Striatum har to veje hvor igennem den yder inflydelse på bevægelser:
- Den direkte pathway: bestående af Straitopallidale neuroner og Striatonigrale neuroner der hæmmer GPi og pars reticularis af Substantia Nigra. Da outputtet fra GPi og pars reticularis Substantia Nigra til Thalamus er inhibitorisk, fører dette til en aktivering af de Thalamiske kerner (Anterolaterale & Ventrolaterale) og cortex neuroner, som fremmer i gangværende bevægelse.
- Den indirekte pathway: går via Nucleus Subthalamicus. Efferenter fra Striatum til GPe og medfører hæmning af neuronerne i GPe. GPe sender efferenter til Nucleus Subthalamicus, som bliver disinhiberet, medørende en øget fyringsrate i neuronerne i Nucleus Subthalamicus, som fører til aktivering af GPi og Substantia Nigra neuroner, som igen fører til inhibering af thalamiske og corticale neuroner. Dette medføre en hæmning af uønskede bevægelser.
Disse to pathways har således modsarettet effekt, med henholdsvis fremning af bevægelse (den direkte pathway) og hæmning af bevægelse (den indirekte pathway)
--Jannick Brennum 6. okt 2012, 13:59 (UTC)
