Genkendelse

Fra NeuroWiki

Skift til: Navigation, Søgning

"Genkendelse er eller kan være baseret på to mekanismer, dels episodisk hukommelse, dels en oplevelse af bekendthed. Denne skelnen er specielt relevant for amnestisk syndrom ved anoksiske skader og andre læsioner afgrænset til hippocampus, men vi kender den også fra egen erfaring. Forestil dig fx, at du går på gaden og ser en person, som du vagt genkender. Vedkommende hilser på dig, og nu er du helt sikker på, at du kender ham. Men du kan stadig ikke komme i tanker om, hvem det er, eller hvor du kender ham fra. I snakker lidt, og du søger efter hints ved uskyldige spørgsmål. Du undgår kun en lidt pinlig situation ved, at han siger noget om et møde for nogle uger siden. Pludselig kan du huske både vedkommendes navn og, hvad I talte om.

Denne hyppige situation illustrerer de to slags processer med meget forskelligt subjektivt indhold, som begge findes i genkendelse. Den ene er oplevelsen af bekendthed, som indtræder hurtigt og kan variere fra en vag fornemmelse til en sikker overbevisning. Den anden er ‘ægte erindring’ (eng.: recollection), med alle de kvaliteter ved episodisk hukommelse, som først blev klart beskrevet af Tulving (1983), og som ud over genkaldelse af en række associationer vakt af erindringscuet omfatter den subjektive genoplevelse af det erindrede. Denne forskel er ikke blot fænomenologisk. En meget omfattende forskning, som ud over patientstudier har omfattet dyreforsøg og humane studier med elektrofysiology og funktionel MR-skanning (fMRI) har i de sidste ca. 10 år vist, at bekendthed og ægte erindring har meget forskellige funktionelle karakteristika og beror på forskellige cerebrale mekanismer (Eichenbaum et al., 2007).

Der er flere metoder til at adskille de to mekanismer i genkendelse. Den enkleste er en procedure, hvor forsøgspersonen eller patienten på grundlag af introspektion skal skelne mellem, hvornår han ‘husker’, og hvornår han ‘ved’, at han har set eller hørt et element tidligere (‘remember/know’- proceduren). I en variant af metoden skal forsøgspersonen graduere sikkerheden i vurderingen på en skala. Med denne metode er det med fMRI vist, at jo mere sikker genkendelsen er (selv om elementet ikke ‘huskes’), des mere deaktiveres perirhinal kortex (uden ændring i hippocampus), mens der ved de ‘huskede’ elementer er en selektiv aktivering i hippocampus. En sådan dobbelt dissociation støtter, at der er tale om uafhængige processer. Grundlaget herfor kan være, at der i det perirhinale område er mange neuroner, som fyrer selektivt ved billeder eller genstande, som er nye, men ikke fyrer, hvis genstanden har været vist blot én gang tidligere.

Det er sådanne typer af resultater, som har ført til antagelser om, at læsioner begrænset til hippocampus giver en amnesi, som ikke omfatter genkendelse, hvor denne kan understøttes af bekendthed. Ved læsioner, som omfatter hele den mediale temporallap, altså både hippocampus og de parahippocampale områder, vil amnesien være global og lige så svær ved genkendelse som genkaldelse.

Antagelsen om de to processer i genkendelse støttes også andre typer af studier. Fænomenet déjà vu er også relevant. Déjà vu er en oplevelse af bekendthed, hvor personen har en følelse af, at det, som han oplever i øjeblikket, er en gentagelse af en tidligere oplevelse, også selv om han ved, at det ikke kan være tilfældet. Déjà vu kan udløses ved elektrisk stimulation i peri- og entorhinal kortex.


Kilder

  • Gads Psykologileksikon, 3. udgave, 2010. Gengivet med tilladelse fra Gads Forlag og hovedredaktør Jens Bjerg. Forfattet af neuropsykolog Anders Gade.
  • Eichenbaum, H., Yonelinas, A. P., & Ranganath, C. (2007). The medial temporal lobe and recognition memory. Annual Review of Neuroscience, 30, 123-152.
  • Tulving, E. (1983). Elements of episodic memory. New York: Oxford University Press."

/Neuropsykologerne, Neurokirurgisk Klinik, RH --Sine Munk 17. mar 2013, 08:49 (UTC)

Personlige værktøjer
Navigation