Dissociation

"(Lat. dissociatio: adskillelse).

1) Tab af den normale integration af psykiske elementer, således at nogle mentale processer adskilles fra bevidstheden og fungerer uafhængigt heraf. I nogle tilfælde bruges termen specielt ved manglende overensstemmelse mellem følelsesmæssige udtryk og det tankemæssige indhold, eller mellem det verbale udtryk og handlinger.

2) I neuropsykologi bruges dissociation om det forhold, at en specifik funktion er skadet, mens en anden funktion er bevaret. De to funktioner siges så at være dissocieret. Et eksempel kan være aleksi, der som regel optræder sammen med agrafi, men i nogle tilfælde findes sammen med bevaret evne til at skrive. Som grundlag for slutninger om funktioners lokalisation er en sådan enkel dissociation imidlertid svag evidens, for den ene funktion kan være skadet, fordi den er mere kompleks og kræver flere mentale ressourcer, således at den er mere sårbar for hjerneskade uafhængigt af specifik lokalisation.

Derimod er dobbelt dissociation et vigtigt princip i neuropsykologisk forskning. Dette princip er baseret på forholdet mellem to lokalisationer og to funktioner. Dobbelt dissociation siges at være demonstreret, hvis læsion af område A ødelægger funktion X, men ikke funktion Y, mens til gengæld læsion af område B ødelægger funktion Y, men ikke X. Som princip er dobbelt dissociation også anvendt i kognitiv neuropsykologi om funktioner i udviklingen af modulære teorier om kognition, uden at der nødvendigvis er antagelser om lokalisation. Hvis patient A viser X, men ikke Y, mens patient B viser Y, men ikke X, så er hermed vist, at funktionerne X og Y er dobbelt dissocierede og dermed beror på forskellige kognitive elementer."

Kilder

• Gads Psykologileksikon, 3. udgave, 2010. Gengivet med tilladelse fra Gads Forlag og hovedredaktør Jens Bjerg. Forfattet af neuropsykolog Anders Gade.

/Neuropsykologerne, Neurokirurgisk Klinik, RH --Sine Munk 17. mar 2013, 07:53 (UTC)