Afasi

Fra NeuroWiki

Skift til: Navigation, Søgning

"(Eng. aphasia eller dysphasia). Afasi er tab af sprog eller sprogfærdigheder på grund af neurologisk sygdom eller læsion af hjernen. Afasi adskilles fra dysfasi, der er betegnelsen for en hæmmet sproglig udvikling beroende på en medfødt eller tidligt erhvervet hjerneskade. Desuden adskilles afasi fra dysartri, der beror på en defekt i tale/stemmeapparatet eller den cerebrale kontrol af talemusklerne. Sprogforstyrrelser ved delirium og psykose er sekundære til forstyrrelser i tænkningen og kaldes ikke afasi.

Ved afasi er flere sprogelementer som hovedregel afficeret hos den enkelte patient. Forstyrrelserne kan optræde i varierende grader fra det helt diskrete til den totalt ophævede sproglige kommunikationsevne. Som hovedregel ses ensartede forstyrrelser i tale- og skriftsprog, både når det gælder evnen til at opfatte sproget og til at udtrykke det. De afatiske sprogforstyrrelser er desuden variable i den forstand, at de almindeligvis er mest udtalte ved komplekse og bevidste sproglige konstruktioner (propositionel tale), medens emotionelle udbrud og overindlærte (automatiske) remser, fx talrækker og ugedage, ofte kan fremsiges relativt upåfaldende. Det forekommer også, at patienter med selv ret udtalte afatiske forstyrrelser ubesværet kan synge med på sange, som de er vant til at synge udenad.

Afasiologien har været præget af et utal af klassifikationssystemer. En hovedopdeling i flydende og ikke-flydende afasi har efterhånden vundet hævd. Denne inddeling foretrækkes frem for en opdeling i impressiv versus ekspressiv afasi, idet næsten alle afasipatienter, også dem med forståelsesvanskeligheder, har hyppige forstyrrelser i sprogproduktionen. Således vil en patient med Wernicke afasi, hvor forståelsesproblemer er dominerende, også have både ordfindingsbesvær og parafasier, hvilket kan forlede den ukyndige til at betegne alle afasityper som ekspressive.

Karakteristisk ved de ikke-flydende afasiformer, hvor Broca afasi er prototypen, er bl.a. stærkt nedsat talehastighed. Det normale intonationsmønster er ikke til stede, men ordene presses eller stødes frem, og der er umotiverede pauser midt i ord eller sætninger. Artikulationen er dårlig, og der er forkert sammensætning af stavelserne. Sætningskonstruktionen vil ofte være forenklet med få funktionsord, fravær af bøjninger og overvægt af substantiver, såkaldt agrammatisme, i svære tilfælde telegramstil.

Ved de flydende afasiformer, hvor Wernicke afasi er prototypisk, er talen præget af parafasier. Parafatisk tale følger de almindelige sprogregler, men indeholder erstatninger af enten lyddele af ordene (fonologiske eller bogstavparafasier, fx ‘dale’ for tale) eller hele ord (semantiske eller ordparafasier, fx ‘kniv’ for gaffel). På trods af parafasier er talehastigheden normal, eventuelt forceret, omend præget af pauser og omskrivninger. Intonationsmønstret og artikulationen er upåfaldende, og patienten anvender ofte lange og komplicerede sætninger. Alligevel kan spontantalen være vanskelig at forstå på grund af de mange parafasier, ufuldendte sætninger og det sparsomme informationsindhold med brug af få substantiver.

Yderligere opdeling af afasiformer sker på baggrund af en beskrivelse af spontantale, gentagefunktion, benævnelse og sprogforståelse. Således er der fx sparsom spontantale, men normal gentagelse ved transkortikal afasi, mens patienten med konduktionsafasi ikke kan gentage sætninger. Ved Wernicke afasi er sprogforståelsen kompromitteret. Anomisk afasi er den selektive vanskelighed ved at benævne.

Afatiske sprogforstyrrelser skyldes en kortikal læsion eller sygdom eller en afbrydelse af de subkortikale baner i direkte relation til sprogområderne i venstre hemisfære omkring fissura Sylvii (lateralfuren). Som hovedinddeling skelnes mellem det anteriore og det posteriore sprogområde, idet læsion inden for det førstnævnte medfører ikke-flydende og læsion inden for det sidste flydende afasiformer.


Kilder

  • Bruhn, P. & Pedersen, P.M. (2009) Afasi: Klassiske syndromer og kliniske forhold. I A. Gade, C. Gerlach, R. Starrfelt, & P.M. Pedersen (red.) Klinisk neuropsykologi. København: Frydenlund."
  • Gads Psykologileksikon, 3. udgave, 2010. Gengivet med tilladelse fra Gads Forlag og hovedredaktør Jens Bjerg. Forfattet af neuropsykologerne Anders Gade og Peter Bruhn.


/Neuropsykologerne, Neurokirurgisk Klinik, RH --Sine Munk 4. mar 2013, 12:20 (UTC)

Personlige værktøjer
Navigation