Meningeom
Meningeom. De kan være lokaliseret over alt i det intrakranielle rum, men over 90% findes supratentorielt (Fig. 18.8). De udgør ca. 20% af primære intrakranielle tumorer, og de er dobbelt så hyppige hos kvinder. Incidensen er stigende med alderen, under 1% findes hos børn. Meningeomer menes at udgå fra araknoidea. De kan vokse som en solitær tumor, der skubber hjernen foran sig eller en plaque med en fladeformet udbredning langs dura og kranium. De kan vokse infiltrativt i theca eller basis cranii, og kan give anledning til en lokal fortykkelse af kraniet uden indvækst i dette (hyperostosis). De kan være omgivet af et betydeligt ødem (Fig. 18.2). Tilstedeværelsen af ødem ses oftere ved atypiske meningeomer og medfører en øget recidiv risiko selv efter radikal fjernelse af tumor. Multiple meningeomer ses hos ca. 15%. Histologisk inddeles de i benigne (85%), atypiske (10%) og anaplastiske (5%). Benigne meningeomer er langsomt voksende tumorer og ofte ses meget store meningeomer, som har givet anledning til forbavsende få symptomer. Epilepsi er et hyppigt debutsymptom for supratentorielle meningeomer. Fokale symptomer er helt afhængige af tumors lokalisation, fx ændret psykisk adfærd ved store olfactorius meningeomer, og den differentialdiag¬nostisk vigtige supranukleære paraparesis inferior ved bilateralt falx meningeom på grund af kompression af den mediale motoriske cortex i begge frontallapper (benenes kortikale områder). Meningeomer er ofte næsten isodense med hjernen på henholdsvis CT og T1-vægtede MR billeder. Efter intravenøs kontrast ses typisk en homogen kontrast opladning (Fig. 18.9). Et stigende antal meningeomer diagnosticeres ”tilfældigt”, hvorved vi forstår meningeomer, som findes ved en skanning, men ikke forklarer patientens symptomer. Ved sådanne asymptomatiske meningeomer er den bedste strategi som regel at følge patienten med kontrolskanning initialt efter 3-6 måneder, siden med intervaller på 1-5 år. Ved symptomatiske meningeomer er den primære behandling kirurgisk og målet er komplet resektion, hvis dette er muligt uden væsentlig morbiditets og mortalitets risici. Dette er i fleste tilfælde muligt ved de overfladisk placerede meningeomer (fx konveksitet og laterale kilebensvinge) medens komplet resektion af visse basis cranii meningeomer, eksempelvis et medialt kilebensvinge meningeom med indvækst i sinus cavernosus ofte er behæftet med en betydelig morbiditets risiko. Efter ”radikal” fjernelse er in loco recidiv frekvensen ca. 10% efter 20 år. Udtalt peritumoralt ødem, histologisk klassifikation som atypisk eller anaplastisk og koagulation af insertionsstedet frem for kirurgisk fjernelse forøger alle risikoen for recidiv. Radioterapi (typisk stereotaktisk) anvendes nogle gange ved påvist vækst af resttumor efter kirurgi, ved ikke benign histologi, og sjældnere som primær terapi i tilfælde, hvor tumors placering eller patientens almen tilstand øger de kirurgiske risici betydeligt.
