Hjernedødsundersøgelse

Diagnosen klinisk hjernedød kan kun stilles ved erkendt, strukturel, irreversibel og i reglen dødelig, in-trakraniel læsion. Dette er et medikolegalt begreb, der kun bør anvendes i forbindelse med organdonation. Differentialdiagnoser som forgiftningstilfælde, hypotermi, shock samt metaboliske og endokrine coma-tilstande skal være udelukket.

Den kliniske hjernedødsundersøgelse kan stilles når alle kranienervereflekser er bortfaldet, og spontan respiration er ophørt.

Hjernedødsdiagnosen stilles af 2 læger, hvoraf den ene skal være speciallæge i neurokirurgi, neurologi eller neurofysiologi.

Den kliniske hjernedødsundersøgelse bør forudgås af et kort resume med relevante oplysninger om op-ståelsesmåde/årsag og varighed af den bevidstløshed, som har ført til mistanken om hjernedød, (mini-mum 6 timer).

Ved hjertestop minimum 24 timer efter genoplivning. Der skal altid foreligge en CT, som viser en struk-turelle læsion og denne skal beskrives nøje. Tidspunkter og doser af anæstesimidler bør være noteret, specielt om der er givet curare eller lignende stoffer.

Er der tvivl om, hvorvidt patienten kunne være under indflydelse af barbiturater, skal man forlange S-værdi. Comagrænser for de hurtig udskilte barbiturater, som f.eks. mebumal er ca. 150 mmol/l, for langsomt udskilte som fenemal ca. 500 mmol/l. Har man mistanke om konkurrerende metaboliske eller toksiske tilstande eller er omstændighederne uklare, skal man forlange relevante S-undersøgelser, f.eks. blodsukker, carbamid etc. Den objektive undersøgelse indledes med anførelse af, at patienten er bevidstløs uden reaktion på stærke smertestimuli og tilkoblet respirator, herefter opføres legemstemperatur, BT og puls. Man skal ikke foretage klinisk hjernedødsundersøgelse ved legemstemperatur under 35°C rektalt, BT lavere end 70-80 mmHg systolisk og puls lavere end ca. 50 min., da sådanne værdier anfægter trovær-digheden af undersøgelsen. Hvis patienten ikke er normoventileret sættes respiratoren på normoventila-tion og 100% O2

Undersøg:

• cilierefleks
• cornearefleks
• pupilrefleks på begge øjne
• oculocephalrefleks (bulbusdrejning ved pludselig passiv hoveddrej-ning)
• ciliospinalrefleks (pupildilatation ved smertestimulation)
• kalorisk vestibulær refleks (bulbusbevægelse ved koldtvandskyldning i ydre øregang)
• hosterefleks (sugekateter i trachea)

Er alle disse undersøgelser negative foretages apnøtest

• Man anbringer et iltkateter i trachea lige over carina med 100% ilt, 10 l per min. efter frakobling af respiratoren. Er der ingen respirationsbevægelse i løbet af 10 minutter, er patienten hjernedød. (Evt. kan tages a-punktur til bestemmelse af aktuelt pCO2 og pO2).
• Er der ingen respiration på en pCO2 over 6,5 kPa, er testen konklusiv for ophævet spontan re-spiration.
• Undersøgelsen gentages efter minimum en times interval og først herefter kan patienten erklæres hjernedød i juridisk forstand.

Resultatet af de enkelte undersøgelsesprocedurer skal indføres i overskuelig form i journalen og som konklusion skal anføres, om man anser patienten for hjernedød eller ej. Det er unødvendigt og kan være distraherende, at undersøge patientens ekstremiteter, da evt. reflekser er spinalt udløste og ikke ændrer konklusionen af hjernenerve-undersøgelsen. Hvis klinisk hjernedød er indtrådt indtræder hjertestop irre-versibelt i løbet af ganske få dage, almindeligvis 1-2, sjældent 3-6.