Frontallapssymptomer
"Frontallap og frontallapssymptomer: Mens flertallet af neuropsykologiske symptomer klassificeres efter psykologiske begreber (afasi, amnesi, etc.), er det almindeligt at omtale forstyrrelser i kontrol og styring af adfærd ud fra anatomien: præfrontale symptomer eller frontallapssymptomer. Det er tilfældet, fordi disse symptomer er vanskelige at karakterisere éntydigt. Betegnelsen frontallapssyndromet ses også hyppigt, men kritiseres, fordi den antyder en ikke-eksisterende enhed i symptomer efter præfrontale læsioner.
Frontallapperne omfatter al kortex anteriort for sulcus centralis: motorisk kortex, præmotorisk kortex og præfrontal kortex. Ved læsioner i motorisk og præmotorisk kortex ses overvejende motoriske forstyrrelser, mens der ved læsioner i det præfrontale område, som omfatter næsten en fjerdedel af kortex, i almindelighed ingen neurologiske udfaldssymptomer ses bortset fra fremkomst af primitive reflekser som fx sutterefleks. Grundlæggende intellektuelle færdigheder er i almindelighed heller ikke afficeret. En nyttig første skelnen i et forsøg på klassifikation kan være mellem symptomer ved læsion i frontallappernes laterale dele, især dorsolateralt, versus læsion medialt (gyrus cingularis anterior og præfrontal cortex) og orbitalt, dvs. på undersiden. Personlighedsændringer efter orbitale læsioner er blevet betegnet som ‘pseudopsykopati’, fordi disse patienters adfærd kan være domineret af mangel på hæmninger og sociale hensyn. Ved cingulære læsioner er der typisk ændringer i motivation og adfærdens målrettethed, mens mediale præfrontale læsioner indebærer svækkelse af ‘social kognition’.
Et hyppigt anvendt overbegreb til ændringer i kognition og adfærd efter især dorsolaterale præfrontale læsioner er defekte styringsfunktioner."
Kilder
- Gads Psykologileksikon, 3. udgave, 2010. Gengivet med tilladelse fra Gads Forlag og hovedredaktør Jens Bjerg. Forfattet af neuropsykolog Anders Gade.
/Neuropsykologerne, Neurokirurgisk Klinik, RH
--Sine Munk 17. mar 2013, 08:37 (UTC)