Celledoktrin

"Teori om hjernens funktion, hvor dens ventrikler blev tillagt afgørende betydning for psykologiske processer. Teorien blev formuleret af tidlige kirkefædre baseret på Galenius' (129-199 e.Kr.) anatomiske beskrivelser og opdeling af sjælens funktion i de tre elementer forestillingsbilleder, tænkning og hukommelse. Ifølge celledoktrinen var de tre hjernehulrum (‘celler’) grundlaget for de intellektuelle funktioner. Den første celle (lateralventriklerne) modtog impulser fra øje, øre og de øvrige specielle sanser, og blev kaldt ‘sensus communis’ (jvf. begrebet common sense). I den bagerste del af første celle (eller i den anden, III ventrikel) blev sansningen omsat til forestillingsbilleder, ‘imaginativa’ eller ‘fantasia’. Den anden celle var også sæde for tænkningen: ‘aestimativa’ (vurdering), ‘cogitativa’ (tanke) eller ‘ratio’ (ræsonnement). Hukommelsen, ‘memorativa’ var i den sidste (IV ventrikel), som i nogle varianter af teorien også kontrollerede bevægelse: ‘motiva’."

Kilder

• Gads Psykologileksikon, 3. udgave, 2010. Gengivet med tilladelse fra Gads Forlag og hovedredaktør Jens Bjerg. Forfattet af neuropsykolog Anders Gade.

/Neuropsykologerne, Neurokirurgisk Klinik, RH --Sine Munk 14. mar 2013, 13:07 (UTC)