Meningeom

Fra NeuroWiki
Spring til navigation Spring til søgning

Meningeomer er langsomt voksende tumor som typisk er relateret til hjernehinderne omkring hjernen eller rygmarven. De menes at udgå fra den miderste hjernehinde araknoidea. 90% af de intrakranielle meningeomer er lokaliseret supratentorielt. Meningeomer udgør ca. 20% af primære intrakranielle tumorer, og de er dobbelt så hyppige hos kvinder. Incidensen er stigende med alderen, under 1% findes hos børn. De kan vokse som en solitær tumor, der skubber hjernen foran sig eller en plaque med en fladeformet udbredning langs dura og kranium. De kan vokse infiltrativt i theca eller basis cranii, og kan give anledning til en lokal fortykkelse af kraniet uden indvækst i dette (hyperostosis). De kan være omgivet af et betydeligt ødem. Multiple meningeomer ses hos ca. 15%.

Histologisk inddeles de i benigne (85%), atypiske (10%) og anaplastiske (5%). Benigne meningeomer er langsomt voksende tumorer og ofte ses meget store meningeomer, som har givet anledning til forbavsende få symptomer.

Symptomer

Epilepsi er et hyppigt debutsymptom for supratentorielle meningeomer. Fokale symptomer er helt afhængige af tumors lokalisation, fx ændret psykisk adfærd ved store olfactorius meningeomer, og den differentialdiagnostisk vigtige supranukleære paraparesis inferior ved bilateralt falx meningeom på grund af kompression af den mediale motoriske cortex i begge frontallapper (benenes kortikale områder).

Skanninger Meningeomer er ofte næsten isodense med hjernen på henholdsvis CT og T1-vægtede MR billeder. Efter intravenøs kontrast ses typisk en homogen kontrast opladning. Et stigende antal meningeomer diagnosticeres ”tilfældigt”, hvorved vi forstår meningeomer, som findes ved en skanning, men ikke forklarer patientens symptomer.

eningeoVed sådanne asymptomatiske meningeomer er den bedste strategi som regel at følge patienten med kontrolskanning initialt efter 3-6 måneder, siden med intervaller på 1-5 år. Ved symptomatiske meningeomer er den primære behandling kirurgisk og målet er komplet resektion, hvis dette er muligt uden væsentlig morbiditets og mortalitets risici. Dette er i fleste tilfælde muligt ved de overfladisk placerede meningeomer (fx konveksitet og laterale kilebensvinge) medens komplet resektion af visse basis cranii meningeomer, eksempelvis et medialt kilebensvinge meningeom med indvækst i sinus cavernosus ofte er behæftet med en betydelig morbiditets risiko. Efter ”radikal” fjernelse er in loco recidiv frekvensen ca. 10% efter 20 år. Udtalt peritumoralt ødem, histologisk klassifikation som atypisk eller anaplastisk og koagulation af insertionsstedet frem for kirurgisk fjernelse forøger alle risikoen for recidiv. Radioterapi (typisk stereotaktisk) anvendes nogle gange ved påvist vækst af resttumor efter kirurgi, ved ikke benign histologi, og sjældnere som primær terapi i tilfælde, hvor tumors placering eller patientens almen tilstand øger de kirurgiske risici betydeligt.


Konveksitets meningeom