Somatisk markør

"Somatiske markører er indlærte sammenhænge mellem somatiske (viscerale) tilstande og handlinger. De udgør en central del af Antonio Damasios teori om emotioners rolle i beslutningstagning. Hypotesen har rødder tilbage til både James-Lange teorien og Nautas forslag fra begyndelsen af 1970’erne om, at en del af frontallappernes funktioner skulle forstås på baggrund af forbindelser til limbiske strukturer og integration af information fra kroppens indre miljø og fra neokortex.

Damasio fremsatte hypotesen primært for at forklare de ændringer i social adfærd, som han iagttog hos patienter med læsioner i de ventromediale dele af frontallapperne. Sådanne patienter har få eller ingen intellektuelle defekter, men træffer dårlige beslutninger i deres dagligdag, fx vedrørende økonomiske og sociale forhold. Ifølge hypotesen skyldes de dårlige beslutninger i hvert fald delvist, at disse patienter ikke kan udløse de responser formidlet af det autonome nervesystem, som skal ’markere’ konsekvenserne af mulige handlinger som positive eller negative. Denne funktion af den ventromediale præfrontale kortex (VMPFC) i udløsningen af den forventede værdi ved valg er specielt vigtig i situationer, hvor konsekvenserne er usikre og følelsesbetonede, og hvor reglerne for adfærd ikke er eksplicitte.

Hypotesen er søgt valideret primært med Iowa Gambling Task (IGT), som er blevet prototypen på en beslutningstagningstest. I IGT skal forsøgspersonen vælge kort fra fire bunker: A, B, C og D. Der er gevinst i form af penge ved alle fire bunker, men i nogle tilfælde også tab. A og B giver større gevinst, men også større tab. C og D giver mindre gevinster, men også mindre tab, og i det lange løb er valg af C og D fordelagtig. Normale forsøgspersoner vælger overvejende fra bunkerne A og B og opnår gevinst, mens patienter med læsion i VMPFC overvejende vælger fra C og D og opnår tab. I nogle forsøg med IGT har der været anvendt autonome målinger (galvanisk hudrespons). Hos patienter med læsion i VMPFC har man især hæftet sig ved, at de har manglet den normale autonome respons før risikobetonede valg i en periode af forsøget, hvor belønningsparametrene endnu ikke er fuldt bevidste. IGT har været udsat for en del kritik. I nogle forsøg har påfaldende mange normale forsøgspersoner valgt ’ufornuftigt’, og der er diskussion af, hvor ’gennemskuelige’ belønningsparametrene er.

Den primære repræsentation af kropssignaler formidlet af det autonome nervesystem er i insula. Der er tætte forbindelser mellem insula og VMPFC, og et alternativ til udløsningen af kropstilstande som grundlag for valg baseret på somatiske markører er aktiveringen af disse repræsentationer.

Damasios teori har fået stor betydning i brede kredse, fordi den har understreget begrænsningerne ved tænkning alene baseret på logik og peget på følelsernes positive betydning. Den har også fået betydning for studier af psykiatriske tilstande og afhængighedssyndromer, hvor defekter i beslutningstagning og VMPFC formodes at spille en rolle.

Litteratur:

Damasio, A. R. (1994). Descartes' error. Emotion, reason and the human brain. New York: Putnam.

Gade, A. (1997). Hjerneprocesser: Kognition og neurovidenskab. København: Frydenlund (side 406-429).

Naqvi, N., Tranel, D., & Bechara, A. (2006). Visceral and decision-making functions of the ventromedial prefrontal cortex. In D. H. Zald & S. L. Rauch (Eds.), The orbitofrontal cortex (pp. 325-353). Oxford: Oxford University Press.

Gads Psykologileksikon, 3. udgave, 2010. Gengivet med tilladelse fra Gads Forlag og hovedredaktør Jens Bjerg. Forfattet af neuropsykolog Anders Gade.

/Neuropsykologerne, Neurokirurgisk Klinik, RH

--Sine Munk 4. mar 2013, 13:58 (UTC)