Wernicke afasi

"Afasiform først beskrevet af den tyske neurolog Carl Wernicke i 1874. Den primære defekt er kompromitteret sprogforståelse, både auditivt og ved læsning. Spontantalen er flydende og velartikuleret, sætningerne har normal længde, og talehastigheden kan være forceret. Sprogproduktionen præges imidlertid af ordparafasier (se under afasi), oftest ukorrigerede, og der er en påfaldende mangel på substantiver og dermed konkret informationsindhold på trods af en til tider rivende ordstrøm. Forstyrrelserne i sprogproduktionen kan strække sig fra det diskret parafatiske til en helt uforståelig sort tale, hvor nye ‘ord’ dannes ved en kombination af ord- og bogstavparafasier (neologismer, jargon). Ved benævnelse er der ordmobiliseringsbesvær, omskrivninger og ordparafasier. Der er vanskeligheder ved at gentage sætninger og ved stavning. Svigtende sygdomsindsigt eller bagatellisering af de sproglige vanskeligheder er almindelig, og stemningslejet kan være euforisk eller have et paranoidt anstrøg.

Wernicke afasi skyldes en læsion i det posteriore sprogområde svarende til den posteriore del af gyrus temporalis superior. Såfremt læsionen er begrænset hertil, er prognosen relativt god. Vedvarende Wernicke afasi skyldes som regel en mere omfattende læsion, som også inkluderer områder i parietallappen og/eller underliggende hvid substans. I disse tilfælde kan der også være en relativt sværere påvirkning af skriftsproget, og andre parietallapssymptomer optræder samtidigt. Ved omfattende læsioner kan der også optræde mere grundlæggende forstyrrelser i tænkningen.

Litteratur:

Wernicke, C. (1874). Der aphasische Symptomenkomplex. Eine psychologische Studie auf anatomischer Basis. Breslau: Cohn & Weigert."

Gads Psykologileksikon, 3. udgave, 2010. Gengivet med tilladelse fra Gads Forlag og hovedredaktør Jens Bjerg. Forfattet af neuropsykolog Anders Gade.

/Neuropsykologerne, Neurokirurgisk Klinik, RH

--Sine Munk 4. mar 2013, 12:27 (UTC)