Pseudodemens
"Uægte demens. Tilstande, som overfladisk set ligner demens, men skyldes psykiatrisk sygdom snarere end hjernesygdom eller hjernebeskadigelse, betegnes ofte som pseudodemens. Betegnelsen er hyppigst brugt ved depression, hvor psykomotorisk langsomhed og kognitive defekter kan være mere fremtrædende end stemningsforstyrrelser. I sådanne tilfælde mistænkes ofte progredierende demenssygdom, og differentialdiagnosen kan være vanskelig, da der også testpsykologisk ikke findes sikre forskelle. Betegnelsen er kun berettiget i de tilfælde, hvor den formodede demens viser sig at være reversibel ved depressionsbehandling. Betegnelsen depressiv pseudodemens antyder, at de kognitive deficits er sekundære til tab af interesse, ruminationer og psykomotorisk langsomhed. Da der er tiltagende evidens for, at kognitive forstyrrelser også kan være primære symptomer ved depressionssygdom, foretrækker de fleste i dag at kalde tilstanden depressionsdemens i stedet for depressiv pseudodemens.
En mere kontroversiel variant kaldes hysterisk eller neurastenisk pseudodemens. Den optræder overvejende i sammenhænge, hvor der er en mulig gevinst ved tilstanden, fx ved erstatningssager efter let hovedtraume eller anden skade. Neuropsykologiske tests for kooperation vil i svære tilfælde afsløre uægtheden, og det kan være umuligt at skelne denne pseudodemens fra simuleret demens. Hvis der er en formodet psykiatrisk baggrund, eller hvis der ikke er en stærk mistanke om bevidst hensigt, vil man ofte betegne tilstanden som pseudodemens.
Ganser syndrom omtales også ofte som en form for pseudodemens."
Gads Psykologileksikon, 3. udgave, 2010. Gengivet med tilladelse fra Gads Forlag og hovedredaktør Jens Bjerg. Forfattet af neuropsykolog Anders Gade.
/Neuropsykologerne, Neurokirurgisk Klinik, RH
--Sine Munk 17. mar 2013, 14:06 (UTC)