Kognitiv neuropsykologi
"Kognitiv neuropsykologi kan ses som en gren af såvel neuropsykologi som kognitionspsykologi, idet studier af hjerneskadede patienters skadede og intakte funktioner anvendes til at belyse kognitive modeller af normale kognitive funktioner. Kognitiv neuropsykologi er i løbet af de sidste to årtier af det 20. århundrede gradvist blevet inkorporeret i traditionel neuropsykologi, så dens begreber og erfaringer også udnyttes i undersøgelse, beskrivelse og behandling af kognitive defekter ved hjerneskade. Denne udvikling skete tidligst og er mest markant inden for sprog, læsning og objektgenkendelse, men slår efterhånden igennem på de fleste kognitive områder (Ellis & Young, 1996; McCarthy & Warrington, 1990).
Kognitiv neuropsykologi er i sin oprindelse nært knyttet til ideen om, at menneskers tænkning, hukommelse og perception kan forstås som informationsbehandling. Denne opfattelse blev fra ca. 1960 central i kognitiv psykologi. Især i England førte den fornyede interesse for modeller af kognitiv informationsprocessering til den erkendelse, at data fra afvigende kognitive processer - specielt fra neuropsykologisk undersøgelse af patienter med fokale hjerneskader - kunne anvendes til at teste gyldigheden af modellerne og til at videreudvikle dem.
Eksperimentel neuropsykologi har traditionelt anvendt gruppestudier af patienter, mens kognitiv neuropsykologi i højere grad har benyttet den intensive undersøgelse af den enkelte patient. Argumentet herfor var især, at de klassiske neuropsykologiske syndromer var for heterogene til at kunne belyse de processer, som var identificeret i modellerne. Blandt de centrale antagelser i kognitiv neuropsykologi er ‘modularitetshypotesen’, ifølge hvilken mentale processer består i koordineret aktivitet i enkeltkomponenter. Blandt de attributter, som definerer et ‘modul’ er ‘informationsindkapsling’, hvilket indebærer, at et modul udfører sin processering isoleret fra alle andre strukturer end de, som giver den umiddelbare input til modulet. ‘Domænespecificitet’ indebærer, at et modul kun accepterer én bestemt form for input, og moduler antages også at operere obligatorisk dvs. uden viljeskontrol, når den relevante input foreligger. En anden central antagelse i kognitiv neuropsykologi er ‘neurologisk specifitet’, hvilket indebærer, at moduler er distinkt repræsenteret i hjernen. Endelig er der en omstridt antagelse om ‘gennemskuelighed’, hvilket betyder, at det på grundlag af den defekte udførelse af en opgave er muligt at udlede, hvilket modul eller hvilken komponent er skadet. Det vigtigste metodiske redskab i kognitiv neuropsykologi blev dobbelt dissociation, hvor den selektive defekt i en kognitiv komponent A hos den ene patient og en selektiv defekt i en komponent B hos en anden patient viste de to komponenters gensidige uafhængighed.
Kognitiv neuropsykologi er i dag i vid udstrækning inkorporeret i den bredere disciplin kognitiv neurovidenskab, hvor dens modeller har været anvendt til design af fx kognitive billeddannelsesstudier. Selv om kognitiv neuropsykologi fortsat består med en egen identitet, som det fx kommer til udtryk i tidsskriftet Cognitive Neuropsychology, vil dens bidrag til de bredere discipliner neuropsykologi og kognitiv neurovidenskab formentlig på længere sigt blive anset for mest afgørende.
Litteratur:
Ellis, A.W., & Young, A.W. (1996). Human cognitive neuropsychology: A textbook with readings. (2.Ed.). Hove: Psychology Press.
Jensen, L.R. & Lønnberg, C. (2009). Afasi og kognitiv neuropsykologi. I A. Gade, C. Gerlach, R. Starrfelt, & P.M. Pedersen (red.) Klinisk neuropsykologi. København: Frydenlund.
McCarthy, R.A., & Warrington, E.K. (1990). Cognitive neuropsychology: A clinical introduction. San Diego: Academic Press."
Gads Psykologileksikon, 3. udgave, 2010. Gengivet med tilladelse fra Gads Forlag og hovedredaktør Jens Bjerg. Forfattet af neuropsykolog Anders Gade.
--Sine Munk 4. mar 2013, 10:41 (UTC)
