Forskel mellem versioner af "Amnesi"
Linje 6: | Linje 6: | ||
− | Gads Psykologileksikon, 3. udgave, 2010. Gengivet med tilladelse fra Gads Forlag og hovedredaktør Jens Bjerg. Forfattet af neuropsykolog Anders Gade. | + | ====Kilder==== |
+ | *Gads Psykologileksikon, 3. udgave, 2010. Gengivet med tilladelse fra Gads Forlag og hovedredaktør Jens Bjerg. Forfattet af neuropsykolog Anders Gade. | ||
Nuværende version fra 27. dec 2015, 21:08
"Tab af hukommelse. Amnesi er en generel betegnelse for enhver form for forbigående eller permanent tab eller forstyrrelse af episodisk hukommelse. Der kan skelnes mellem organiske og psykogene (‘funktionelle’) hukommelsesforstyrrelser. Ved organisk amnesi er der en læsion eller anden dysfunktion i hjernen som grundlag for hukommelsesforstyrrelsen. Ved den psykogene amnesi kan en sådan ikke identificeres, og selv om tilstanden i sidste instans må forklares fysiologisk, anses den psykogene amnesi for at have en psykiatrisk eller emotionel oprindelse. De to former kan som regel også skelnes fra hinanden i kraft af deres fremtrædelsesformer.
Organisk amnesi optræder som led i mange former for hjerneskade og er blandt andet et centralt symptom ved Alzheimers sygdom og de fleste andre former for demens. Når den optræder sammen med iøvrigt helt eller delvist bevarede kognitive funktioner, taler man om amnestisk syndrom.
Psykogent hukommelsestab er i modsætning til organisk amnesi dårligt forstået og formentlig sjældent. Selve tanken om at erindringer kan aktivt undertrykkes er dog gammel og kan spores tilbage til 18-hundredtals-tænkere som bl.a. Freud og Janet. Freud mente fx at man aktivt kan fortrænge erindringer, som truer jeg'et, og det var et mål for psykoanalyse at hjælpe til at huske fortrængte erindringer, fordi de ellers ville komme til udtryk som neurotisk adfærd. Denne tanke er nu forladt af næsten alle, men fortrængning som forklaring på glemsel i stærkt emotionelle situationer (oftest mord eller svære seksuelle forviklinger) er fortsat almindelig. Erindringstabet er som regel mere selektivt end ved organisk amnesi og kan vedrøre selve identiteten.
Kilder
- Gads Psykologileksikon, 3. udgave, 2010. Gengivet med tilladelse fra Gads Forlag og hovedredaktør Jens Bjerg. Forfattet af neuropsykolog Anders Gade.
/Neuropsykologerne, Neurokirurgisk Klinik, RH
--Sine Munk 4. mar 2013, 14:56 (UTC)