SMA

Fra NeuroWiki
Spring til navigation Spring til søgning
Fig. 1 SMA vist bilateralt med grønt
Fig. 2 Topologisk funktionel organisering af SMA
Fig. 3 Humunculus i motorisk cortex


SMA = Supplementary Motor Area

SMA er en forkortelse for Supplementary Motor Area som er et præmotorisk område beliggende posteriort i gyrus superior af frontallappen, umiddelbart foran motor cortex (gyrus præcentralis), strækkende sig ned på mesial siden (langs falx) (Fig. 1). SMA er et associations område, altså et område som "bygger" oven på funktionen i et primært område, i dette tilfælde motorisk cortex. SMA er funktionelt topologisk arrangeret (somatotopisk), ligesom motor cortex, men her med benet område liggende bagerst, altså klods på benets motoriske område i motorisk cortex, foran er armens område, forna igen ansigtet, og foran igen sprog (fig.2). Der kan være et betydeligt overlap mellem disse funktionelle område i SMA. Du kan forestille dig det visuelt som en spejling der er vinklet eller roteret 90º i forhold til organiseringen af humunculus (den lille mand) i motorisk cortex (Fig. 3). Denne organisering er kendt fra abestudier, men er også genfundet dels ved mapping operationer hos mennesker, samt kan erkendes ved fordelingen af de forbigående neurologiske udfald der kan ses efter kirurgi i SMA området. SMA har descenderende fibre som er en del af Tractus Cortico-Spinalis

SMA funktion

Simpelt formuleret varetager SMA en del af planlægningen af motoriske bevægelser, herunder tale. Der er tæt kommunikation mellem SMA bilateralt, formodentligt relateret til koordinering af motorisk funktion mellem de to sider af kroppen. Der kan således også ses påvirkning af sprogfunktion ved SMA skade i den sprog non-dominante side af hjernen.

SMA syndrome

SMA syndrome er ikke en generelt kendt tilstand, formodentligt dels, fordi den primært ses efter kirurgisk fjernelse af SMA eller dele deraf, typisk ved lav grads gliomer, som ofte er lokaliseret i netop SMA, dels fordi der i vid udstrækning er tale om forbigående udfald. Ved resektion af SMA området kan der opstå varierende grader af motorisk udfald, variende fra ingen udfald til tilsyneladende komplet hemiparalyse og afasi (mutisme). Hvis motorisk cortex og tractus cortico-spinalis er intakt vil motorisk bevægelse kunne udløses ved elektrisk stimulation af motorisk cortex eller af tractus cortico-spinalis (se Mapping). Grund princippet i SMA syndromet er at patienten i princippet har normal motorisk kraft, men enten slet ikke er i stand til at mobilisere den motoriske funktion, eller gør det med betydelig forsinkelse. Et ejendommeligt fænomen man ind i mellem kan se ved SMA-syndromet er, at patienten ved afslutningen af operationen kan have helt normal motorisk funktion, men i løbet af de følgende timer udvikler et komplet SMA-syndrome. Hvis patienten er hemiparetisk / hemiparalytisk, vil spørgsmålet umiddelbart være: Er der tale om en skade på motorisk cortex og/eller tractus cortico-spinalis, eller er der tale om et SMA-syndrome ? Ved skade på motorisk cortex og/eller tractus cortico-spinalis, vil man oftest finde en initialt slap parese, dvs. reduceret tonus og reducerede dybe sene reflekser i den afficerede side, mens man ved SMA syndromet typisk vil finde normal tonus og normale reflekser. Problemet med initiering af motorisk funktion men med normal kraft hvis man tester patienter omhyggeligt og tålmodigt, er også karakteristisk for SMA syndromet.

Prognose ved SMA syndromet

I modsætning til skader i motorisk cortex og/eller tractus cortico-spinalis, er prognosen ved SMA-syndromet meget god. Der er næsten altid tale om fuld remission, som kan optræde inden for timer, men typisk i løbet af en uges tid. Det kan være ganske spektakulært, hvor patienten kan have haft eksempelvis en "benparalyse" i flere dage, og pludseligt genvinder funktionen momentant. Der vil typisk efter tilbagevenden af funktionen være en længere periode hvor der fortsat kan erkendes mindre udfald, eksempelvis koordinerings problemer, manglende medsving af arm ved gang, lette initieringsproblemer af tale. Reglen er at der opnås fuld remmision, der kan dog restere minder permanente koordinering problemer. Jeg har eksempelvis en patient som fortsat flere år efter et komplet SMA syndrom angiver at hun når hun spiller klaver kan mærke at hun i det sværeste passager har sværere ved at opnå komplet koordering af højre og venstre hånd end før operationen.



--Jannick Brennum 29. sep 2012, 08:16 (UTC)